Facts og Invitation til løbet

Impeesa er et natløb i Rold Skov for alle uniformerede korps i Himmerland (Mariager Fjord, Vesthimmerland og Rebild Kommuner), som går i 4. – 6. klasse.

Løbet er ca. 5 km langt og består af otte poster, hvor patruljerne skal dyste i traditionelle spejderfærdigheder og turnout. Hovedpræmien er Impeesa-spyddet (vandrepræmie), mens Turnout-vinderne får en afrikansk maske (vandrepræmie). Til alle deltagere og dem, der er postmandskab, er der et løbsmærke for Impeesa.

På dagen mødes vi kl. 18.00 og vi plejer at være færdige med præmieoverrækkelse omkring kl. 24.00. Mødestedet kan skifte fra år til år, men oplyses i forbindelse med udsendelse af invitationen.

Deltagelse

Det koster 250 kr. for en patrulje at deltage i løbet og 45 kr. pr. postmandskab/leder/voksen. Prisen dækker løbsmærker samt lidt lettere forplejning (pølsehorn, müslibar, juice eller tilsvarende) ved afslutningen.

Patruljer består af 3-6 spejdere i alder svarende til 4. – 6. klasse. Patruljen skal som udgangspunkt klare sig selv, men der vil være mulighed for at lade 1 eller 2 voksne gå med patruljen, hvis det skønnes nødvendigt. Ruten er dog meget tydeligt afmærket med reflekser. Den voksne må ikke hjælpe på posten, da dette kan give fradrag i point.

Bemærk specielt, at alle over 15 år skal have en gyldig børneattest – også de voksne, der går med rundt.

 

Der er sat et max. på 24 patruljer. Tildeling af pladser sker som først til mølle.

Tilmelding er først endelig, når vi har modtaget betalingen, og dette er bekræftet.

Deltagerne skal huske lommelygte (pandelampe er godt), egnet tøj efter vejret og lidt smågodt til at styrke sig på undervejs – husk også lidt at drikke (spis aftensmad hjemmefra).

Øvrige spilleregler kan ses her: Spilleregler for Impeesa Løbet

Comments are closed.